Hjem > HSI-S88/ S88 tilbagemeldingssystem

Modelbanen Litra.DK

 

HSI-S88/ S88 tilbagemeldingssystem 

Anvendes der et PC styreprogram til modelbanen som fx. Windigipet skal der etableres et tilbagemeldingssystem. Tilbagemeldingerne er nødvendige for at PC programmet får information om, hvor de forskellige loks befinder sig på anlægget. 

Der kan tilbagemeldes på forskellige måder. Her beskrives S88 systemet. Dette system er oprindeligt udviklet af Märklin, tror jeg nok. Forbindelsen fra S88 bussen og til PCen kan etableres enten fra den digitale styreboks, fx Intellibox, sammen med de øvrige styresignaler gennem den serielle forbindelse eller USB eller gennem et særligt modul og et separat serielt/USB kabel direkte til PCen. Det er dette modul jeg anvender. Her benævnt HSI-S88. Dette modul har samme egenskaber som et tilsvarende modul fra Litfinski. 

Tilbagemeldingerne gennem S88 bussen kan udføres enten med en kontaktfunktion eller med en strømmålingsfunktion. Ved 3 skinnedrift kan den ene skinnestreng isoleres fra og forbindes direkte til indgangen på S88 modulet. Der vil opnås kontakt når denne skinnestreng forbindes til den anden skinnestreng gennem hjul og aksler. Fordelen ved denne metode er at det er nemt og billigt at installere. Den kan dog give problemer med driften, da lokket kun får elektrisk forbindelse til den ene skinne. Dette stiller derfor øget krav til rene skinner og hjul. Denne metode kan kun anvendes ved 3 skinne drift. 

En anden metode er at anvende strømmålere. Disse strømmålere indsættes mellem S88 modulerne og de skinnestrækninger der skal overvåges. Dette system skal anvendes til 2 skinne og kan anvendes til 3 skinne drift. 

Hent en skematisk oversigt her.

S88 moduler og strømmålere er placeret centralt nær ved PCen. Forsyningen til de enkelte sporafsnit sker nu gennem ledninger på 1mm2 fra strømmålerne. Der er således kommet adskillige ledninger fra S88/strømmålere til sporafsnittene. Ligeledes er det nemt at lokalisere evt fejl som kortslutninger på anlægget, da hver enkelt sporafsnit kan frakobles. Alle forsyningsledninger er selvfølgeligt nummereret med sporafsnittes nummer. Det seneste print til S88 modulet indeholder også strømmålere. Der er 16 indgange.  

Diagrammer og beskrivelse til dette print kan hentes på denne PDF fil.  

Et program til test af HSI S88 moduler kan ligeledes hentes her 

Opret en mappe til ZIP filen. Udpak den og kør installationsfilen. 

Programmet er velegnet ved installation og test af tilbagemeldinger via S88 bussen og HSI S88 modulet. I et monitorvindue vises alle de hentede data fra S88 modulerne. Er S88 modulerne korrekt installeret og uden forstyrende elektrisk støj, vil dette vindue stå roligt og vise sidste indkomne data. Er der konstant skiftende data i vinduet er der sandsynligvis elektrisk støj på S88 modulerne og disse vil ikke være stabile og sikre i tilbagemeldingerne.


Powered by CMSimple| Template: ge-webdesign.de| html| css| Login